...

Mons-rejen

Fluens vigtigste virkemiddel er synlighed; både størrelse og farve er med til at gøre den synlig på lang afstand. Tilsæt så lidt bevægelse og den er umodståelig for de fleste havørreder

Det er aldrig lykkedes mig at blive klar over, om farver på fluer er vigtige. For det meste er de ikke, men sommetider er de. Erfaringen viser nemlig at hvide, pink og pattegrise farvede fluer fanger rigtig mange fisk. Som Mons-rejen her - en stor, synlig forførende rejeflue i den kendte pattegrise farve.

Fluetype

Reje flue

Ophav

Ove Monrad

Fluebinder

Ove Monrad

Opfundet

Foråret 2017

Som nævnt, viser erfaringen at pattegrise farvede rejefluer er yderst effektive. Ved nærmere eftertanke er det lidt mærkeligt, for det er nemlig kun i vores kystflueæsker at rejer har farve som en pattegris; den rigtige vare er enten grålige, brunlige eller grønlige. Det kan måske genere mere nøjeregnende imitations fluebindere, men havørreden tager gerne vores fejlfarvede fluer. Og det er vel endnu et bevis på at havørrederne ikke er nær så kloge som vi går tror de er.

Fluen er lavet af Ove Monrad, som erkender at den ligner Pattegrisen en hel del, men den er nu ikke tænkt som en decideret variant, og der er da også et par væsentlige forskelle. I stedet for spey fjer, er der anvendt bucktail til hale og almindelig hane hackle til kropshackle. En genial løsning hvis man ikke gider betaler 7-8 hundrede kroner for en pattegrise speynakke. Bucktail kan virke lidt stive i tør tilstand, men når de bliver våde virker de ganske naturtro og levende.

Fluens vigtigste virkemiddel er synlighed; både størrelse og farve er med til at gøre den synlig på lang afstand. Tilsæt så lidt bevægelse og den er umodståelig for de fleste havørreder.

Fiskevejledning

Rejer svømmer normalt roligt fremad ved at bevæge halefødder og halevifte, men de kan også foretage lynhurtige spring i alle retninger.  Altså affiskning med lange glidende træk efterfulgt af korte meget hurtige træk.

Bedste årstid

Hele året

Mønsterbeskrivelse

Materialeliste Mons-rejen
Krog: Ahrex Shrimp str. 4 eller 6
Halehackle: Salmon pink farvet hane hackle fjer
Øjne: Flyeyes, pink farvet
Krop: SLF saltwater dubbing i farven shell pink
Kropshackle: Salmon pink farvet hane hackle fjer på bageste halvdel af kroppen
Antenner: 4 stråler Crystal Mirror Flash. Bindes ind ved krogøjet
Rygskjold/Halevifte: Salmon Pink farvet bucktail. Bindes ind ved krogøjet og fungerer samtidig som rygskjold
Rib: 0,15 mm nylonline

Bindevejledning

Skulle du få lyst til at lave dette møster til flueæsken, så er fremgangsmåden følgende:

  1. Bindetråden fæstnes og vindes til krogbøjningen, hvor halehacklet indbindes og tørnes et par gange. Hacklet låses og tvinges tilbage over krogbøjningen.
  2. En fyldig dubbing kugle indbindes og børstes godt ud.
  3. Øjne indbindes.
  4. Endnu en dubbing klat indbindes.
  5. Ribben indbindes.
  6. Kropshacklet indbindes.
  7. Bagerste halvdel af kroppen dubbes og kropshacklet tørnes hen over. Sørg for at kroppen tapperes, så den er tykkest bagerst og tyndest ved krogøjet.
  8. Forreste halvdel af kroppen dubbes.
  9. Bucktail - der udgør rygskjold og hale - indbindes ved krogøjet, således at længden er det dobbelte af kroglængden. Lad en lille stump rage ud over krogøjet som halevifte.
  10. 2 stråler Crystal Mirror Flash indbindes på hver side af kroppen.
  11. Ribben tørnes så hale, kropshackle og rygskjold låses fast. Sørg for at holde de to stråler Crystal Mirror Flash på siden af bucktailen/rygskjoldet.
  12. Fluen afsluttes, hovedet og rygskjoldet lakeres.

Lignende fluer

En eller flere kystfluer med lignende egenskaber eller karakteristika

...
Pattegrisen

Ophav: Claus Eriksen

...
Fusions Rejen

Ophav: Eriksen/Lund/Christiansen