Eriksens Foam Skater er en virkelig sjov flue at fiske med. Det er en skumflue som er designet til at fiske plaskende, larmende og stribende i overfladen. Fluen overlister uden problemer havørreder der allerede har maven fyldt med tanglopper eller børsteorme.
Skumfluer på kysten kan være meget effektive og det er langt mere spændende end at fiske med almindelige kystfluer. Det er vildt spændende at følge skumfluens indtagning på overfladen og synet af en havørred der bryder vandet og indhalerer fluen, er noget enhver kystfluefisker drømmer om.
Eriksens Foam Skater fisker bedst i forholdvis godt vejr. Bedst er dage hvor overflade er riflet af en let rygvind, men også på svære dage med helt blankt vejr kan fluen gøre en forskel. Her tager fisken fluen mere aggressivt, og kommer gerne igen hvis den misser første forsøg.
Fluen er opfundet af Claus Eriksen og her er den lavet på en almindelig krog, men Claus laver den også som rørflue. Da fluen er en overflade flue er farvevalget mindre vigtigt. Den kan derfor laves i næsten aller farver eller farvekombinationer.
Fiskevejledning
En skumflue der fisker plaskende og stribende i overfladen lokker uden problemer en havørred der fx har mave fyldt med tanglopper eller børsteorme. Fluen fiskes i lange ryk og gerne i høj fart, så den larmer og sprøjter i overfladen. Hvis det ikke virker kan man kaste ud og lade fluen den ligge. Hvis der ikke sker noget indenfor et halvt minut, trækkes den ultra langsomt hjem, således at den laver et markant V i overfladen.
Bedste årstid
Skumfluerne kan fiskes hele året, men er bedst når vandtemperaturen kommer over 7 – 8 grader. Skumfluefiskeriet er godtvejrs fiskeri. En hel blank overflade er selvfølgelig en drøm at fiske skum på.
Mønsterbeskrivelse
Materialeliste | Eriksens Foam Skater |
---|---|
Krog: | |
Hale: | Lille dusk polarræv med et par strå flash iblandet |
Krop: | Smal strimmel 3 mm skum viklet omkring krog/rør |
Kropshackle: | Kortfibret blødt saddelhackel – klippet på undersiden. |
Rygskjold: | Strimmel af skum foldet og lagt dobbelt forrest på fluen |
Ben: | 1 – 2 sæt gummiben lagt ind i folden på skummet og limet fast med 10 – sekunders lim. |
Bindevejledning
Gummibenene giver god liv til fluen og sikrer at den ikke vælter på overfladen – af samme grund bør kropshacklet klippes på undersiden så skumfluen ligger helt fladt på overfladen.
Da fluen er en overflade flue er farvevalget mindre vigtigt. Den kan derfor laves i næsten aller farver eller farvekombinationer.