...

Rainbow Magnus

Velsagtens ligner den i havørredøjne lidt af hvert, i hvert fald noget spiseligt.

En Magnus med Brenda krop - sådan kan man vist godt omtale denne flue. Og den måtte jo komme på et eller andet tidspunkt, for de fleste fluebindere finder det fristende at pille lidt ved klassikerne, ikke fordi de nødvendigvis kan gøres bedre, men fordi de kan bruges på en lidt anden måde end tiltænkt.

Fluetype

Hackle flue

Ophav

Magnus Ting Mortensen

Fluebinder

Ola Pedersen

Opfundet

Original Magnus 1973

Den originale Magnus er måske lidt grå og kedelig i manges øjne, og den får næppe moderne fluebinderes tænder til at løbe i vand over fluestikket. Man må dog ikke glemme at Magnus har narret fisk i mere end 40 år - og gør det stadig - så den har fortsat en fast plads i min flueæske. Men hvorfor ikke pifte mønstret lidt op, f.eks. ved at anvende regnbuefarvet Salmo Supreme Dub som kropsmateriale i stedet for hareuld. Det gør fluen langt mere iøjnefaldende, og derved effektiv under flere forskellige forhold. I hvert fald har regnbuefarvet dubbing har vist sig at være en yderst effektiv farve i fluer som Brenda og Brendas Mor.
Der er sikkert mange tænksomme fluebindere som har fået den samme ide, og når varianten her på siden hedder Rainbow Magnus, skyldes det at den naturligvis vedkender sig slægtskabet med Magnus Ting Mortensens originale udgave.

Uanset farven på kroppen, så er Rainbow Magnus i bund og grund en traditionel flue med palmerhackle, en fluetype der altid har fungeret ved kysten; måske fordi de fleste palmer fluer kan ligne både rejer, tanglopper og en lang række af de småfisk som havørreden jager. Det er der en vis fornøjelse ved, ikke mindst fordi palmerfluen er en af de tidligst beskrevne fluer vi kender. Velsagtens ligner den i havørredøjne lidt af hvert, og under alle omstændigheder noget der kunne være spiseligt.

Egentlig er det aldrig lykkedes mig at blive klar over, om farver på fluer er vigtige. For de meste er de ikke, men sommetider er de. Derfor har Rainbow Magnus fået en fast plads i flueæsken; ikke som en erstatning for den originale Magnus - for den vil altiv være i min flueæske - men som et oplagt supplement.

Fiskevejledning

Rainbow Magnus er en allround flue som ikke imiterer noget bestemt fødeemne - og alligevel kan den svømme rundt og ligne hvad som helst. Derfor er det kun fantasien som sætter grænser for hvordan denne flue skal fiskes. Prøv evt. med 3-4 langsomme glidende træk næsten uden pause, efterfulgt af en længere synke eller svævepause.

Bedste årstid

Hele året

Mønsterbeskrivelse

Materialeliste Rainbow Magnus
Krog: Her er anvendt Partridge CS54 Saltwater Shrimp str. 4. Partridge CS11 str. 4-8 fungere også fint.
Hale: To grizzly hacklespidser, indbindes forside mod forside så spidserne peger lidt væk fra hinanden
Rib: Flad sølvtinsel (Jeg bruger i dag klar monofil line 0,20)
Krop: Salmo Supreme Dubbing i farve Rainbow (også kendt som Brenda dubbing)
Kropshackle: Grizzly hanehackle
Øjne: Kuglekædeøjne
Hoved: Rød bindetråd. (på originalmønstret er hoved og øjne lakeret med rød farve)

Bindevejledning

Heldigvis er Magnus fluerne nemme at binde:

  1. Først indbindes halen. (Nu om stunder ses Magnus varianter ofte med hale af fluffy marabou agtige fjerstråler fra grizzly nakken, men jeg forestrækker hacklespidser som på original mønstret, som indbindes forside mod forside så spidserne peger lidt væk fra hinanden).
  2. Herefter fastgøres ribben.
  3. Hacklefjeren fastgøres ved krogbøjningen, den bindes fast i spidsen af fjeren.
  4. Bindetråden vikles frem til krogøjet, hvor kuglekæde øjnene bindes fast, og limes evt. med sekundlim.
  5. Bindetråden dubbes, og kroppen dannes ved at tørne tilbage til krogbøjningen og frem igen, så kroppen får et dobbelt lag dubbing.
  6. Så skal hacklet vindes. Sørg for samtidig at tvinge fjerstrålerne bagover.
  7. Herefter tørnes ribben i modsat retning af hacklet.
  8. Slut af med whipfinish og lak .
  9. På den oprindelige Magnus er hoved og øjne lakeret med rød farve, men jeg synes det er tilstrækkeligt at bindetråden er rød.

Rainbow Magnus kan godt tåle at blive vist igen

Lignende fluer

En eller flere kystfluer med lignende egenskaber eller karakteristika

...
Polar Magnus

Ophav: Claus Eriksen

...
Magnus

Ophav: Magnus Ting Mortensen

...
Rusty Magnus

Ophav: Ikke oplyst

...
Hybridfluen

Ophav: Bilal Hazzam